mandag den 7. november 2011

Høstmarked på Nordatlantens Brygge

Her i weekenden var jeg til Høstmarked på Nordatlantens Brygge. Ellers kendt som stedet hvor restaurant Noma holder til. Til daglig sker der dog ikke så meget på bryggen, og desto større var fornøjelsen over at se, at en hel del mennesker faktisk havde fundet frem til bryggen i lørdags. Der var boder med diverse specialiteter - friske grøntsager, trøfler fra Gotland, honning og kvædekager, brød, grød og varm æblemost med krydderier og ikke mindst pølser. Og øl. Og så var der dj, kållabyrint og kartoffelskrælningskonkurrence. Vejret var, som I ved, strålende, og rensdyrskindene holdt kulden fra enden langt ud på dagen.

Efter en rundtur på markedet havde jeg fornøjelsen af at besøge isbryderen Arctic Janus. Faktisk det eneste træskib med tilladelse til at sejle i polarområdet, fortalte ejerne mig over en kop kaffe og æblekage. For tiden ligger skibet i Københavns havn hvor det fungerer som hotelskib. Det er i øvrigt til salg, skulle nogen været interesseret.

Samme aften var jeg til afskedsfest hos en god ven der drager til Latinamerika med en one-way ticket for at realisere sig selv. Lejligheden er sat til salg, og barskabet skulle tømmes. Det er trist at sige farvel men alligevel opmuntrende, når nogen på den måde tager ud i det blå. God tur, Thomas!

Dagens råd: Vælg glødepærer til dine arbejdslamper.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentarer? JA TAK!!